3. bind af serien "Prins Salino" af Marianne Slot


1.  Den bagbundne

Salino satte sig op med et sæt!
Der var nogen, der råbte! Højt og hidsigt!
Det lød som Turo! Men ikke kun ham. Der var mange ophidsede stemmer! Råben og skrigen. Hvad var der sket?
Inden han nåede at få sit tøj på, kom Lajsato farende.
"Salino Prins! Salino Prins! Han er løbet væk!" råbte drengen forpustet.
"Løbet væk? Hvem er løbet væk, Lajsato?"
"Ham dér manden. Ham, der var bundet! Han er pist vækløbet, han er!"
"Det kan han da ikke! Han kan da ikke løbe nogen steder. Når han er bundet sådan, som han er!"
"Jamen, det er han altså alligevel! Det er rigtigt, Salino!"

Der var vild opstandelse inde i det store rum. Mændene råbte og skreg. De stod i en klynge ovre i et hjørne af rummet. Skældte og smældte. Med store armbevægelser! Hidsige og truende.
Kvinderne løb forskræmte rundt. Prøvede at dæmpe deres mænd. Hviskede ængsteligt sammen. Kaldte på børnene. Samlede ting sammen.
Salino gik over til mændene. Der måtte være noget om det, Lajsato sagde, siden de tog sådan på vej.
"Hvad er der sket?" spurgte han.
"Han er stukket af, ham vores fange!" sagde Turo vredt. "Han er simpelthen forsvundet!"
"Stukket af? Hvordan kan det lade sig gøre?"
"Ja, det må du nok sige! Det skulle heller ikke være muligt, vel? Men spørg du Unno dér om det!" Han pegede på en ung mand, der sad sammenkrøbet op ad væggen. Han rystede over det hele. "Det var ham, der skulle passe på ham i nat," fortsatte Turo forbitret. "Og så lod han ham bare gå!"
"Nej, jeg - gjorde - ikke!" kom det stødvist fra den unge mand. "Jeg lod ham ikke "bare" gå! Men han snød mig! Han har snydt os alle sammen. Også jer!"
"Hvordan kan du sige det? Var det måske ikke dig, der skulle passe på ham?"
"Jo, men - " Unno så beskæmmet ned. "Men han må ha' bedøvet mig!"
"Bedøvet?" spurgte Salino. "Hvordan kunne han komme til det?"
"Jeg ved det ikke helt," stønnede Unno ulykkeligt. "Men jeg havde jo et bæger med vand stående, som jeg drak lidt af ind imellem. Og lige pludselig blev jeg så uhyggeligt søvnig. Som om nogen havde slået mig i hovedet med noget tungt. Det kan kun være noget bedøvende. For jeg var ellers helt frisk og vågen."
"Jamen, hvordan kunne han komme til det? Han var jo bundet på både hænder og fødder!"
"Ja, det er det, der er det mærkeligste," sagde Turo og kikkede mistænksomt på Unno. "Det kunne jo også være, fordi - " Turo standsede op.
"Fordi hvad, Turo?"
"Ja, fordi Unno her måske har ladet ham forsvinde. Er gået med til det, om jeg så må sige!"
"Nej!" råbte Unno fortvivlet. "Nej! Det må I ikke tro! Det ku' jeg aldrig finde på!"
"Heller ikke, hvis du nu fik et eller andet for det?" Turos stemme var skarp og anklagende.
"Nej! Nej!" skreg Unno ude af sig selv. "Det passer ikke!"
"Næh, det vil jeg da heller ikke håbe for dig!" sagde Turo brysk.
Der var åbenbart strenge straffe for forrædderi her. Måske endda henrettelse? Angsten lyste i hvert fald ud af den unge mand.

"Salino! Kom lige her hen!" Det var Krano, der havde sat sig på hug henne ved det sted, hvor den bagbundne havde ligget. Han havde en fakkel i hånden.
"Se lige dér!" Krano lyste med faklen helt inde ved væggen. Dér hvor mandens fødder havde ligget, var der en lille fordybning i jorden. Tydeligvis gravet ud. Og midt i fordybningen stak en sten op. En sten med en skarp kant. På kanten af stenen og udenom den lå der en masse snulder.
Salino tog noget af det mellem fingrene. Det var tydeligt nok! Det var det snulder, der kommer, hvis man filer tovværk over på noget skarpt! En skarp sten, for eksempel!

Der var ingen tvivl! De andre kunne også se det! Manden havde ladet, som om han var svagere end han var. Og så havde han ligget her og gravet hullet med tæerne, indtil han stødte på en sten. Derefter var det let nok: I ly af mørket kunne han ligge og file på sine reb, indtil både fødder og hænder var frie. Mens han stadig lod, som om han var bundet! Og i et kort ubemærket øjeblik havde han kommet noget bedøvende i Unnos vand. Det havde han åbenbart haft på sig. Som et hemmeligt våben!
Salino kunne godt huske den tunge fornemmelse i kroppen, dengang for længe siden i Kratskoven, da de gav ham noget at sove på. Og også senere, da hoflægen på slottet havde givet ham noget beroligende.

For en sikkerheds skyld ledte mændene alligevel alle vegne for at se, om Unno havde fået et eller andet, der kunne have fået ham til at lade sig bedøve. Men de fandt intet. Og den unge mand bedyrede igen og igen, at han var uskyldig.
"Jamen, så tror vi på dig, Unno," sagde Turo endeligt. "Og desuden har du jo lidt ret: Vi har alle sammen ladet os narre! Det er både flovt og pinligt. Men nu er det sket! Og derfor er vi nu i en ny situation. For vi kan regne med, at det ikke vil vare længe, før ridderen sender sine mænd hertil. De er måske allerede på vej. Det er jo mange timer siden, han slap væk!"
Stilheden sænkede sig tungt over det mørke rum. Dystre tanker om det, der nu skulle ske, fyldte dem alle. Alle vidste, hvad det betød: De måtte væk derfra! Og det skulle gå stærkt!

2.  På flugt igen!

Anna og Malene havde låst døren ind til Annas værelse. Det gjorde de somme tider, når de bestemt ikke ville forstyrres. Det var især Michael, som kunne finde på at komme brasende, nogle gange helt med vilje. Bare for at irritere! Eller for at udspionere dem.
Men i dag havde Michael selv en legekammerat på besøg. Og det gik bestemt ikke stille af! Pigerne kunne tydeligt høre de vilde skrig og råb fra den angribende røverbande. For ikke at tale om maskingeværsalverne, når soldaterne forsvarede sig og gik til modangreb!

"Er du forelsket?" kom det pludselig fra Malene. De havde ellers snakket om alt muligt andet. Og Malene havde læst det sidste, Anna havde skrevet på historien.
"Hvad mener du?" svarede Anna undvigende. Men hun kunne godt mærke, at hun blev varm i kinderne.
"Du ved godt, hvad jeg mener! Ham dér Peter, som var der den dag i svømmehallen. Og som du fortalte mig, at du mødte på gaden!"
"Det ved jeg ikke! Om jeg er forelsket, altså. Jeg synes da, han er meget sød - og pæn. Er det at være forelsket?"
"Altså! Anna! Du er både rød i hovedet og blød i øjnene, bare vi snakker om ham! Du er da skrupforelsket, du er!" Malene lød meget sikker i sin sag.
"Jamen, så siger vi det! Jeg er nok lidt forelsket, tror jeg."
"Ja, mon ikke?" fnisede Malene. "Det lyser jo langt væk!"
"Gør det virkelig?"
Malene svarede ikke. Hun lo bare. En glad, smittende latter, der voksede og tog Anna med sig. Indtil de begge to bare lo og lo, så tårerne trillede og maverne gjorde ondt, så de måtte holde sig på dem! 

Da latterkrampen lidt efter lidt stilnede af, var de helt udmattede. Anna nærmest lå hen ad sengen og holdt sig på sin ømme mave. Hun så over på Malene, som sad i stolen overfor, krøbet helt sammen med benene op under sig. Hendes krop skælvede ganske let, og ind imellem kom der et lille gisp fra hende. Hun græd.
"Malene?" Anna rejste sig og gik over til hende. Lagde sin arm om hende og mærkede de små rystelser fra hende. "Hvad er der?"
Det var, som om hun var langt væk. Som om hun ikke ænsede, hvor hun var. Som om hun ikke hørte, hvad Anna sagde.
Det var nok bedst at lade hende være lidt.
Anna gav sig til at rydde lidt op. Gik stille omkring. Smed snavsetøjet over i en bunke ved døren. Satte et par bøger på plads i reolen. Samlede tegneserier op fra gulvet og lagde dem i en bunke på skrivebordet. Kom til at tænke på Syne, da den rutsjede ned ad dem oppe fra vindueskarmen.
Syne, som hun savnede så meget.
Syne, som lige nu sad dér i vindueskarmen og kikkede på hende!
Det kunne ikke passe!
Det måtte være hendes alt for livlige fantasi, der igen spillede hende et puds!
"Syne!" sagde hun stille og gik langsomt hen imod den lille fugl. Bange for, at den lige pludselig alligevel ikke var der.
"Hun er ked af det," sagde Syne og gnubbede næbbet mod Annas fremstrakte hånd.
"Hvem mener du?" Var det Teresa, den mente? Eller Asnata? Eller hvem?
"Nej, det er ikke dem, jeg mener!" sagde den lille tankelæser. "Malene er ked af det!"
"Ja, det er hun tit. Men hun har nok også grund til at være det." Anna tænkte på det, Malene fornylig havde fortalt om sin storebror: At hun pludselig kunne huske, han var blevet skudt - lige for øjnene af hende.
"Hun skal finde ham," sagde Syne.
"Det kan hun da ikke. Han er jo - " Nu hviskede hun: " - død."
"Nej, ikke ham. Den anden. Den lille."
"Ja, det er rigtigt! Det ville være godt! Men det er svært."
Syne svarede ikke. Den rystede sig og begyndte at pudse sine vinger.
Anna tænkte på Malenes lillebror. Ham, der først var blevet bortadopteret fra børnehjemmet. Hvordan skulle hun dog finde ham? Han kunne jo være alle vegne. Måske endda meget langt væk?
"Det er som at lede i mørke gange," pippede Syne. "Nogle gange farer man vild. Men der er måske en vej!"
"Åh, altså, Syne! Nu taler du igen så underligt. Hvad mener du?"

"Hvem snakker du med?" Det var Malene, der kikkede op og over på Anna.
"Øh, - ikke med nogen," sagde Anna tøvende og stillede sig, så Malene ikke kunne se Syne. "Jeg snakker med - mig selv! Det kommer jeg nogle gange til."
Hun havde jo lovet Syne, at hun aldrig fortalte om den til nogen!
"Det kender jeg godt!" sagde Malene. "Det gør jeg også en gang imellem."
"Gør du?" lo Anna. "Jeg troede kun, det var mig!"
Nu lo de begge to. Højt og befriende.
Anna sendte et hurtigt blik til vindueskarmen. Der lå nogle blade og et penalhus. Ellers var der ikke noget.
Anna ville gerne spørge hende, hvad hun var blevet så ked af. Men hun kunne ikke lide det. Tænk, hvis Malene begyndte at græde igen?
Lidt efter sagde Malene selv: "Det var så mærkeligt. Det var, fordi vi snakkede om ham Peter. Lige pludselig var det min storebror, jeg så for mig. Han var - sådan omtrent på samme alder som Peter. Lidt mindre, måske. Men bortset fra hårfarven, ligner de hinanden lidt."
Anna vidste ikke, hvad hun skulle sige. Så var det nok bedst slet ikke at sige noget.
Lige før Malene skulle hjem, sagde Anna: "Skal vi ikke gøre noget for at finde din lillebror? Jeg vil gerne hjælpe, hvis jeg kan."
Malene nikkede bare.

Lidt efter sad Anna igen ved computeren. Tænkte over det, Syne havde sagt. Og på, hvordan de underjordiske nu skulle klare det?

*****

Alt var vild forvirring i den underjordiske by! Alle fór rundt mellem hinanden. Ind og ud af de mange gange og små rum. Samlede de vigtigste ting sammen. Men ikke mere end de selv kunne bære. Huskede hinanden på våben og hemmelige mødesteder. For det var vigtigt, at de flygtede i små grupper, der kunne gemme sig.
Muno og flere andre af de unge mænd blev sendt af sted efter hestene. Og vognene var blevet trukket et godt stykke ind i skoven. Så de ikke var det første, ridderens mænd fandt, når de kom.

Heldigvis kunne Asnata selv gå lidt. Men hun skulle støttes. Og de skulle så hurtigt som muligt komme ud til deres vogn. Turo fortalte dem, hvor den var. Og hvilken af gangene, de skulle følge.
"Pas godt på jer selv!" sagde han, da de var ved at være klar.
Salino skulle lige til at svare, da han hørte noget.
"Schhh!"
Alle lyttede. Jo, det var tydeligt: Galopperende heste. Råbende mænd, da hestene standsede lige oven over dem!
De var her allerede!

Nu forsvandt alle menneskene i alle retninger. Løbende. Bærende på småbørn eller våben eller nogle få ejendele. Mens lyden af de indtrængende kom stadigt nærmere.
Lajsato løb forrest. Med Mali og Krano lige i hælene. Salino havde Asnatas arm rundt om halsen, mens han trak og bar af sted med hende. Hun stønnede af smerte.
"Hold ud, Asnata!" hviskede han. "De får ikke lov til at få dig denne gang!"
De famlede sig vej gennem de mørke gange. Kom forkert et par gange og stod pludselig foran en mur af jord og sten, hvor gangen endte blindt. Tilbage igen. Prøve en af de andre gange. Følge den så langt som muligt. Den drejede og drejede. Gik opad og nedad! Delte sig i flere gange.
Bag dem kom de arrige råb stadigt nærmere.
Og eder og forbandelser, når nogen af forfølgerne også endte i de blinde gange.
"Find dem! De må være her et sted!" lød det ikke ret langt fra dem.

"Jeg kan ikke mere!" gispede Asnata. "Giv slip på mig, Salino! Sørg for selv at komme væk!"
"Aldrig!" hviskede Salino. "Det tror du da vel ikke, jeg kunne finde på!"
"Red dig selv!" stønnede Asnata udmattet.
"Nej!" Salino famlede foran sig med den frie hånd. Og stødte på noget. Noget hårdt. Hvor mon de andre var? Han kunne ikke høre dem mere.
Trin bagved!
"Jeg tror, der er nogen her!" lød det.
"Find dem!" kom det hidsigt fra en anden.

Det var rundt! Det var hårdt! Det var en sten. En stor, rund sten.
"Der er vist nogen lige her!" lød det arrigt bag dem.
Og en hånd greb ud efter Salino og trak i ham! Trak ham og Asnata ind gennem et hul i væggen. Slap dem og stønnede forpustet: "Det var tæt på!"
Det var Kranos stemme! I næste øjeblik lød der en knagende lyd. Og noget tungt, der gav sig.
Trin og stemmer på den anden side af væggen. Nu lidt fjernere.
"Hvor i alverden blev de af?" lød det. "De var jo lige her! Jeg kunne næsten se dem!"
"Fortsæt!" var der en anden, der råbte. "Her er jo så mange gange, de kan gemme sig i! Videre!"
Og så fortonede stemmerne sig bag væggen.

Et øjeblik efter stod de i skriversalen. De følte sig for rundt langs væggene. Fandt et af de mange huller og standsede.
"Turo sagde, man skulle være kendt med de her gange," sagde Salino. "Ellers havner vi bare tilbage her i rummet."
"Så må vi dele os," sagde Krano.
"Jeg bliver her ved Asnata!" sagde Mali.
"Det gør du også, Lajsato!" sagde Salino.
Lajsato protesterede. Han kunne da godt hjælpe med at finde vej, mente han. Men det nyttede ikke noget.
"Hvad nu, hvis de kommer, de dér riddermænd?" sagde han beklemt.
"Det tror jeg ikke, de gør, Lajsato. De kan ikke finde ud af det med stenen. Det vil i hvert fald tage noget tid! Og så er vi allerede langt væk!"
Sådan ville han helst tro på det. Og det var vigtigt, at Lajsato også troede på det.
"Vi skal nok skynde os! Og de finder os ikke!" sagde han og prøvede at lyde så overbevisende som muligt.

Gangen snoede sig ind i undergrunden. Gik opad. Og så stejlt nedad. Drejede og gik den anden vej. Mon det var en af dem, der endte tilbage i skriversalen? Der lugtede muggent, og fugten drev ned ad væggene. Av! Hovedet ramte ind i loftet. Her var gangen så lav, at han måtte krybe videre på alle fire. Og samtidig gik den opad igen. Var glat og slimet. Han måtte bore fingrene ned i pløret for ikke at glide baglæns igen. Det ville ikke blive nemt at få Asnata igennem her.
Og så gik det pludselig nedad. Han gled og kurede et godt stykke. Prøvede at stemme fødderne imod væggene. Men de gled også bare. Der var ikke noget at holde fast i. Han dukkede hovedet så meget, han kunne, rutsjede nedad - og bumpede lige ind på et hårdt gulv. Ømmede sig og følte sig frem til en væg. Følte op ad den. Her var højt nok til, at han kunne rejse sig.
"Er det dig, Salino Prins?" lød det i mørket.
Han var tilbage i skriversalen! Det var ikke den gang, de kunne slippe væk igennem!

"Er Krano kommet tilbage?" hviskede han.
"Nej, han er ikke! Og det er altså smaddermeget væmmeligt at være her! Han skal snart komme, han skal!" Lajsato forsøgte at lade være med at klynke. "Vi kan høre de dér riddermænd!"
Salino lyttede. Ja, der var nogen, der rumsterede derude i den anden gang. Gad vide, om de var ved at finde ud af det med stenen?
Nu lød det, som om der kom flere til.
"Har I ikke fundet dem endnu?" var der én, der råbte.
"Nej, men jeg tror, vi er på vej," brummede en anden. "Der er noget lusket ved den her sten! Jeg tror, den kan flyttes. Vi skal bare lige finde ud af hvordan!"

"Kom!" lød det sagte bagved Salino. "Vi skal denne vej!"
Uden at de havde hørt det, var Krano kommet tilbage. Han havde åbenbart fundet en vej ud!
Men nu var det også kun et spørgsmål om tid, før mændene på den anden side havde fundet ud af den mekanisme, der fik stenen til at flytte sig.
De skyndte sig alt, hvad de kunne. Småløb, krøb, gled, hagede sig fast, kravlede. Salino skubbede og støttede Asnata. Og et eller andet sted langt bag dem kunne de fornemme, at mændene nu var kommet ind i skriversalen. Så nu gjaldt det om at komme ud, før de andre fandt den rigtige gang!
De måtte ud nu! Ud til vognen og af sted!
_ _ _ _ _ _

Klik her for at læse anmeldelser af bogen.

< - - Tilbage.