1. bind i serien "Prins Salino" af Marianne Slot

 
1.  Eventyret

Lige før prinsen red ud gennem slotsporten, vendte han sig og vinkede til dem, der stod oppe på slottets balkon: Hans far og mor, geheimeråden og alle ministrene.
Soldaterne i slotsporten gjorde stramt honnør. Og folk i byen standsede og hilste ærbødigt.
Da han kom til byporten, så han, at der havde samlet sig en masse mennesker for at sende ham godt af sted.
"Held og lykke!" råbte de efter ham, da han begav sig ud af byen.
Og det kunne han nok have brug for, hvis han skulle redde den stakkels, smukke prinsesse fra den frygtelige, onde kæmpe i nabolandet.
Men heldigvis var han ikke helt alene: Lige udenfor byporten ventede de otte særligt udvalgte soldater, der skulle hjælpe og beskytte ham mod de farer, der lurede udenfor bymuren.
Anføreren red hen til prinsen, gjorde honnør og sagde: "Vi er klar til at beskytte Deres Højhed på rejsen."
"Det er godt!" sagde prinsen. "I kan dele jer og ride et stykke foran og et stykke bagved mig."
"Beklager, Deres Højhed, det kan ikke lade sig gøre. Vi har fået strenge ordrer om at holde os meget tæt på Deres Højhed! Der skulle jo nødigt ske Deres Højhed noget."
"Det gør der da heller ikke! Slet ikke, hvis I bare holder jer i nærheden! Hvad skulle der dog kunne ske?"
"Det kan man aldrig vide, Deres Højhed! Og vi bliver nødt til at følge vores ordrer! Beklager!"
Anføreren vendte sig og dirigerede de andre soldater på plads rundt om prinsen. To foran, to bagved og to på hver side af ham.
Og sådan begav den lille flok sig ud i landet.

* * * * *

"Anna! Er du vågen?"
Annas mor stak hovedet ind ad døren til hendes værelse.
"Du skal snart op!"
Henne fra sengen lød der nogle søvnige grynt. Anna anstrengte sig for at se meget sovende ud!
Moderen lod døren stå åben og forsvandt ud i køkkenet. Anna kunne høre hende rumstere derude med tallerkener og kopper.
En velkendt og rar lyd.
Anna så for sig, hvordan tallerkener og kopper og bestik hoppede og svævede lystigt omkring - og lagde sig pænt på plads på bordet, mens kaffemaskinen dampende dansede rundt ovre i hjørnet af køkkenbordet - og sydede fornøjet.
Langt nede under dynen kunne hun ikke lade være med at smile.

* * * * *

Det gjorde prinsen også, da de var kommet lidt væk fra byen. Det var jo dejligt vejr. Solen skinnede varmt på ham, bierne summede, fuglene kvidrede. Og han var på vej ud på sit livs første, rigtige eventyr!
Endelig havde han fået lov til at slippe for tjenere og lakajer, som plejede at vimse omkring ham. Og alle ministrene, der bukkede og skrabede og var kunstige og irriterende. For ikke at tale om hr. geheimeråden, der altid vidste, hvad der var bedst for "Hans kongelige Højhed"!
Endelig skulle han gøre noget næsten helt for sig selv. Og han vidste inderst inde godt, at kongen og dronningen gjorde det i bedste mening, når de sendte soldaterne med ham. De var jo netop udvalgt, fordi de var de dygtigste til at opspore og fange farlige røvere. At have disse udvalgte soldater med gjorde rejsen til nabolandet tryg og sikker.
Joh, han havde god grund til at smile.

Nu kom der en anden flok soldater ridende imod ham. De var også i højt humør - og standsede for at ønske ham held og lykke på turen.
"Nu kan du roligt ride ud, ædle prins," sagde en af soldaterne. "Vi har fanget fire røvere i skoven."
Han pegede bagud, hvor prinsen nu fik øje på fire kroppe, der lå bagbundet hen over nogle heste.
"Hvor har I fanget dem?" spurgte han.
"De var ved at slæbe nogle af deres tyvekoster gennem skoven."
Soldaten pegede på en vogn, der var fuld af madvarer, store krukker og lange ruller med klæde.
"De har hugget det fra en handelsmand, der skulle ud til vagtposterne ved 'Den store Flod' med varerne. De var på vej til deres skjulested med sagerne, da vi overraskede dem."
"Det har I klaret godt, soldater!" sagde prinsen anerkendende. "Men - er der nu plads i fængslet? I har jo været meget dygtige til at fange røvere i den senere tid."
"Joh, det skulle vi da mene," svarede soldaternes anfører. "Der var da fem, der blev hængt i går."
"Ja, det er sandt," sagde prinsen tilfreds. "Nå, ja, så skulle der jo ikke være problemer."
Og så red han smilende videre, mens han tænkte taknemmeligt på de tapre soldater, der havde gjort hans rejse lettere.

* * * * *

"Anna, du skal altså op nu!" råbte hendes mor ude fra køkkenet.
Uh, altså, - hvor hun ikke gad!
Anna satte sig op i sengen og strakte sig.
"Skynd dig nu og få det tøj på!" råbte hendes mor igen.
Ingen svarede.
Anna hørte det ikke. Det var ikke, fordi hun ikke ville høre det, men hun havde bare så forfærdelig travlt.
Inde i sit hoved.

* * * * *

Pludselig kunne hun se det hele ovre på ruden:
Dér kom den unge, smukke prins ridende hen over bakkerne. Han sad behageligt afslappet i sin fornemme, kongelige sadel - og nynnede en glad melodi. Mens hans tapre følgesvende holdt skarpt udkik og passede godt på deres prins.
Men hvad var nu det? Lige bag ved en stejl bakke dukkede et uhyggeligt hoved frem. Et kæmpedyr? Et uhyre?
Prinsen og hans følge havde ikke lagt mærke til noget. De red bare roligt videre. Lige hen mod det sted, hvor det mærkelige uhyre lå på lur!
Nu kunne Anna se det helt tydeligt: Det var en kæmpestor, forfærdelig drage!
Og den så ud, som om den kunne fare på dem hvert øjeblik!
Åh nej, tænkte Anna, - skynd dig nu, prins!

* * * * *

"Skynd dig nu!" råbte hendes mor. "Du kan næsten ikke nå at få morgenmad."
Åh, altså!
Hendes mor skulle bare vide! Og så lige nu, hvor det var så spændende! Bare hun kunne blive liggende under dynen hele dagen.
Hun skyndte sig - langsomt - at tage resten af tøjet på.

Lige før hun gik ud af værelset, kikkede hun hen mod ruden.
Hun ville så gerne have hjulpet prinsen ud af kniben. Men han var forsvundet, - og dragen var forsvundet.
Nu måtte hun vente mange timer med at finde ud af, om han klarede det.

2.  Dragen og den lille kone

På vej over til skolen prøvede Anna ihærdigt at tænke på prinsen og den farlige drage. Men der var hele tiden noget andet, der kom masende ind i hendes tanker:
De ord, hun skulle have øvet sig på! Lange, svære ord, som de trænede i øjeblikket. Hun havde fuldstændig glemt dem.
Nu blev Hanne nok sur. Det blev hun altid, hvis de ikke havde lavet det, de skulle. Eller hvis de snakkede i timen.
Og hun og Kristine kunne altså sommetider ikke lade være!
Så blev Hanne helt rød i hovedet og sagde en hel masse temmelig højt! Eller også blev de smidt uden for døren. Og det syntes Anna var temmelig skørt, for så kunne de jo bare snakke videre derude!

"Hej, Anna!" Det var Kristine, der pludselig var der. Og Anna opdagede, at hun var kommet næsten helt hen til skolen.
"Er der noget i vejen?"
"Næh," sagde Anna. Og så fulgtes de ad det sidste stykke vej.
"Så du den film i fjernsynet i går?" sagde Kristine: "Den med ham supersheriffen?"
"Mener du ham, der fangede de dér banditter?"
Kristine nikkede. "Jeg synes, det var godt klaret, at han fik fanget dem alle sammen. Selv om han var helt alene om det!"
"Sådan er helte jo! De klarer det hele alene! Og så er det jo bare film!"
"Ja, ja. Det ved jeg godt," sagde Kristine. "Men alligevel!"
"Det er ligesom i eventyrene! Når prinsen - " Anna standsede midt i sætningen.
"Når prinsen - hvad?"
"Nej, ikke noget!"

* * * * *

Det plejede at være bedst, når solen skinnede og himlen var klar og blå.
Så var det næsten, som om de kom frem af sig selv, alle prinserne, prinsesserne og de farlige uhyrer.
Men i dag passede det nu meget godt, at det var gråvejr og lidt halvmørkt.
For nu dukkede prinsen og hans følge op på ruden. Stien, de red på, snoede sig gennem en tæt, mørk skov. De var vist ved at være trætte. Men det var jo også snart aften, så de skulle til at finde et godt sted at sove.
Det kunne vel heller ikke være så svært - for en rigtig, ægte prins, der både var smuk og meget modig!
Men endnu var der ikke noget at se nogen steder. Ikke engang den uhyggelige drage! Den lå nok på lur på den anden side af skoven.
Stien var så smal, at de måtte ride én og én. Springe af og hugge grene væk, der spærrede stien. Krybe under træer, der rakte deres krogede grene ned mod dem. Trække hestene hen over tykke, væltede træstammer.
Der var mørkt i skoven. Og alt for stille. Selv fuglene var holdt op med at kvidre.

Pludselig kom de farende fra alle sider! Vanvittige, skrigende mænd, der kastede sig over dem, svingende deres økser og spyd. Med afsindig vildskab i de lynende øjne.
Kampråb, skrig, vrinskende heste. Spyd mod sværd. Rallende kroppe, der faldt tungt til jorden. Ét stort, hæsligt kaos.
To af soldaterne forsøgte at blive ved prinsen. Huggede ud efter de afsindige angribere. Sårede nogle af dem, så blodet flød. Men straks kom der nye til. En svingende økse ramte med fuld kraft og kløvede den ene soldats hoved. Mens et spyd borede sig ind i brystkassen på den anden.
Prinsen svingede hidsigt sit sværd mod en af angriberne. Ramte ham i armen, så han løb skrigende væk. Så kom noget farende gennem luften og ramte prinsen på skulderen. Han tog fat i det. Fik fat i en hånd! En afhugget hånd med blodet sprøjtende til alle sider! Prinsen gispede og slyngede den fra sig. Svingede sit sværd ud i mørket, hvor kamptummelen langsomt ebbede ud. Svingede det ud i den tomme luft.
Løbende fødder. Knækkende kviste. Herreløse heste, der forvirrede galopperede væk i flere retninger. Lydene fortonede sig efterhånden i det fjerne.
Dybt mørke. Stilhed.

Udmattet steg prinsen af hesten og fandt frem til sine mænd. En efter en. De var døde alle sammen. Brutalt nedslagtede af disse vilde - røvere? Det måtte det være. Ikke så underligt, at de fik hårde straffe, når de blev fanget. Sådan nogle banditter og mordere!
Og feje hunde var de også! Når de ikke turde tage kampen op med ham! Men bare pludselig løb deres vej igen!
Nå, måske var det meget godt - alligevel. Han havde jo nok ikke kunnet klare sig mod så mange. Når hans tapre soldater ikke kunne.
Nu måtte han finde sig et sted at sove. Og så måtte han finde ud af, om han skulle tage hjem og hente nogle nye soldater, - eller om han skulle fortsætte alene.

Da han nogle timer efter red ud af skoven, havde han besluttet sig: Han ville sende bud til slottet om, hvad der var sket. At de skulle tage ud og hente de dræbte soldater. Og så ville han drage videre selv. Uden at spørge nogen! Røverne ville jo åbenbart ikke gøre ham, prinsen, noget. Det turde de nok alligevel ikke.
Nu var han allerede i bedre humør. Red fortrøstningsfuldt videre i mørket, på udkik efter et sted, hvor han kunne få en seng at sove i. Det trængte han til.
Han vidste ikke, at den frygtelige, farlige drage lå på lur bagved en høj bakke! Den ventede kun på, at prinsen skulle nå derhen. Så den lynhurtigt kunne brænde ham op med sine forfærdelige flammer.
Anna kunne mærke sit hjerte hamre voldsomt!
Prinsen måtte jo ikke komme noget til! Han skulle redde den stakkels prinsesse. Og nu havde den modbydelige kæmpe sendt sin drage ud for at dræbe ham!

Pludselig skete der en hel masse:
Et lyn slog med et kolossalt brag ned i en busk lige bag ved prinsen!
Samtidig brød et frygteligt uvejr løs! Prinsens hest blev så forskrækket, at den styrtede galopperende af sted, lige netop da prinsen var nået hen til det sted, hvor dragen lå på lur.
Det så faktisk ud, som om dragen også var blevet overrasket af det voldsomme vejr. Den virrede lidt med hovedet. Og et kort øjeblik syntes Anna, den så både komisk og lidt hjælpeløs ud.
Men det varede ikke ret længe, før den var sig selv igen. Farlig og frygtindgydende.
Med et gevaldigt spring satte den efter prinsen, som endnu ikke havde opdaget noget som helst. Han havde nok at gøre med bare at holde sig fast på den skrækslagne hest.
Først da dragen var lige ved at indhente ham, gik det op for ham, at han blev forfulgt.
Han havde hørt, at den onde kæmpe havde en særdeles skrækkelig drage til at hjælpe sig med at vogte på den stakkels, indespærrede prinsesse.
Men - han havde ikke regnet med at skulle møde den allerede nu - her i sit eget land!
Han var slet ikke parat til at tage kampen op med den, syntes han. Ikke lige nu, i hvert fald.
Han spejdede fortvivlet til alle sider. Der måtte da være et sted, hvor han kunne gemme sig for dragen. Bare indtil han havde fundet ud af, hvordan han skulle bekæmpe den.

Men landskabet så meget øde ud. Der var ingen skjulesteder. Og det værste af det hele: Han kunne mærke, at den ildsprudlende drage halede ind på ham! Snart ville varmen fra dens flammer brænde hans tøj ind i huden. Og han ville være et let bytte!
Hesten styrtede af sted. Men han vidste, at den ikke kunne blive ved sådan - ret længe. Han var lige ved at opgive håbet om redning, da han i det fjerne fik øje på et lys. Det kom fra et lille hus, der lå oppe på toppen af en bakke.
I rasende fart styrede han hesten op mod huset, samtidig med at han så sig forskræmt tilbage.
Dragen var nu så tæt på, at han kunne se lige ind i dens onde, grønne øjne. De lyste så kraftigt, at han omgående måtte vende sig den anden vej, for ikke at blive blændet.
Hvis det lykkedes dragen at blænde ham, ville han være fortabt. For onde drageøjne kunne få selv den modigste prins i sin magt, vidste han. Og denne her drage hørte bestemt ikke til de venligtsindede!
Heden fra de hæslige flammer, den spyede imod ham, blev stærkere og stærkere, jo nærmere han kom hytten.
Om lidt ville han brænde op, hvis ikke ....
"LUK OP!" skreg han skrækslagen, mens han piskede hesten til at yde det sidste, den kunne.
"Dragen er efter mig, luk nu op!"
Han kastede sig af hesten. Og i sidste øjeblik gled døren lydløst op. Han hev og sled i hesten, som strittede voldsomt imod! Men da dragens glødende ånde ramte den bagi, sprang den nærmest ind ad døren, som lynhurtigt blev lukket efter dem!
Hele huset rystede, da den rasende drage måtte bremse voldsomt op lige udenfor!

Inde i huset stod prinsen udmattet og drivende våd, mens vandpytten på gulvet under ham blev større og større.
Som han stod dér - fuldstændigt afkræftet og nærmest holdt fast i hestens hovedtøj for ikke at falde omkuld, så han bestemt ikke særlig fornem ud. Sjaskvåd, forpjusket og forpustet var han.
Nærmest ynkelig, syntes Anna - og havde ondt af ham.

Udenfor var uvejret nu på sit højeste: Vældige tordenbrag buldrede voldsomt. Og lynene oplyste i gnistrende glimt både landskabet udenfor og huset indenfor.
"Velkommen!" lød en spinkel og venlig stemme.
Først nu fik prinsen øje på den lille kone, der stod og smilede til ham. En lille kone med et rundt og venligt ansigt.
Smilede? Hvordan kunne hun det? Om lidt ville dragen spy sin frygtelige, ødelæggende ild ud over det hele. Og både hus, kone, hest og prins ville brænde op på få øjeblikke!
Hvorfor stod hun så bare dér og smilede?
_ _ _ _ _ _

Klik her for at læse anmeldelser af bogen.

< - - Tilbage.