2. bind i serien "Prins Salino" af Marianne Slot


1.  Hjemkomsten

Da de nærmede sig byporten, kunne Salino se, at der havde samlet sig en større menneskeskare for at tage imod dem.
Det så ud til, at det var svært for soldaterne at holde styr på alle de folk, der gerne ville hylde deres hjemvendte prins.
Og da Salino kom helt hen til bymuren, brød skaren gennem afspærringerne og omringede ham og dem, der var i nærheden af ham. De jublede og dansede rundt om ham. Og de overdyngede ham og Asnata med farvestrålende blomster.
"Tak! Tak! Tak skal I ha'!" lo Salino og hilste på de mange, der rakte deres hænder op imod ham.

"Av! Av!" pev prinsesse Sassi, da menneskemængden kom så tæt på, at den klemte sig sammen om hendes hest. "Hjælp!"
For sent opdagede Salino den store flok soldater, der med løftede sværd kom ridende hen imod den begejstrede menneskemasse, som lynhurtigt blev omringet.
Jubelen stoppede brat. Og folk forsøgte skrigende at komme væk fra de ridende soldater.
"STOP!" skreg Salino og løftede sit kongelige sværd så højt op, at soldaterne kunne se det.
Et øjeblik efter var kommandanten henne ved ham.
"Hvad ønsker Deres Højhed, vi skal gøre?" spurgte han underdanigt.
"I skal holde jer væk!" sagde Salino myndigt.
"Jamen, mængden er jo vild. Og der kan nemt ske ulykker," protesterede kommandanten.
"Ja, det kan der. Især hvis du ikke øjeblikkeligt får fjernet dine soldater," var Salinos svar.
"Jamen, prinsessen - "
"Hun skal nok klare sig," afbrød Salino.
"Men, Deres Højhed, vi kan da ikke lade alle disse - øh - folk komme ind i byen," forsøgte kommandanten. Han pegede med afsky på den blandede flok fra Kratskoven, som var kommet sammen med Salino.

Salino skulle lige til at svare, da Valno og Brino masede sig gennem mængden hen til ham.
"Det er nok bedst, at vi ikke tager med ind i byen," sagde Valno. "Vi er alt for mange."
"Og du har vist også dit at se til, Salino," tilføjede Brino og skævede nervøst til de kampberedte soldater. Sidst han mødte sådan nogle, undslap han med nød og næppe.
"Jamen, hvor vil I tage hen?"
"Vi tager tilbage til lejren i Kratskoven, Salino. Dér kan vi sagtens være indtil videre."
"Jeg vil med dig, Salino Prins!" kom det meget bestemt fra Lajsato. Han sad på skuldrene af Krano.
"Det skal du også! Hvis altså Krano synes det?" Salino så spørgende på Krano.
"Jeg ved ikke rigtigt - " Krano var heller ikke tryg ved soldaterne.
"De gør dig ikke noget! Det lover jeg dig!" sagde Salino. Og tilføjede: "Jeg be'r dig! Jeg får brug for din hjælp!"
Nu blandede Asnata sig: "Jeg synes, vi skal tage med Salino, Krano. Det kan blive svært nok for ham," sagde hun indtrængende. "Mali og jeg tager med til slottet. I første omgang. Og det synes jeg også, du skal gøre."

Da den lille flok lidt efter blev ekskorteret gennem byporten, smilede Salino taknemmeligt til Asnata. Og så vendte de sig begge og vinkede ivrigt til folkene fra Kratskoven.

*****

Anna og Malene sad ude i hulen. Anna skrev på eventyret. De var så optagede af det, at de ikke opdagede, at der var en, der kikkede på dem.
"Hvad laver I?"
Det var Michael, der stak sit lille runde hoved ind til dem.
"Michael! Hvad laver du her?" udbrød Anna rasende.
"Åhr, jeg ville jo bare - "
"Du skal aldeles ikke "bare" noget, at du ved det! Og hvordan ku' du vide, vi var her?"
Michael så ikke ret brødebetynget ud, da han svarede: "Jeg tog altså bare mine listestillesko på! Og så fulgte jeg efter jer. Smaddermeget stille - som en rigtig Superman!"
Han stillede sig midt i indgangen til hulen - og så meget farlig ud. Mens han pegede på dem med sin revolver.
"Kan du se at smutte hjem igen!" sagde Anna bestemt. "Og du vover på at sige til nogen, hvor vi er!"

*****

Lajsato så ikke spor farlig ud, da han gik ind gennem slotsporten. Han knugede Kranos hånd og så sig forskræmt omkring.
Vagterne gjorde honnør for Salino. Og vagtkommandanten bød ham velkommen hjem.
Da de var kommet gennem den næste port, kom stalddrengene springende for at tage sig af hestene.
Prinsesse Sassi var temmelig mørbanket af den lange tur på hesteryg. Så hun vraltede nærmest efter de andre, da de gik hen imod hovedbygningen.
"Vent på mig!" råbte hun klynkende.
Salino standsede og bød hende galant en arm, hun kunne støtte sig til.
Asnata, Mali, Krano og Lajsato blev stående nedenfor den brede slotstrappe, mens Salino og Sassi gik op mod den store hoveddør.
I det samme gik døren op. Kongen og dronningen kom ud på trappeafsatsen, flankeret af to tjenere og et par lakajer.
"Nøøøj! Kongen!" udbrød Lajsato imponeret og klemte Kranos hånd endnu mere.
"Velkommen hjem, min søn!" sagde kongen og omfavnede Salino. "Det var godt klaret!"
Salino smilede og hilste på sin mor, som var tydeligt bevæget.
"Og velkommen, søde Sassi," sagde dronningen, da hun endelig gav slip på ham. "Vi har glædet os til at møde dig!"
"Tak! Tusind tak," sagde Sassi stille. Hun var tydeligt lettet over endelig at være i gode hænder.

Først nu gik det op for kongen og dronningen, at der stod nogen nedenfor trappen og kikkede på dem.
"Hvem er det?" spurgte kongen overrasket.
"Åhr, det er bare nogle - " begyndte Sassi.
"Det er aldeles ikke "bare" nogle," afbrød Salino og vinkede dem op til sig. "Jeg vil gerne præsentere jer for mine gode venner!"
Dronningen stirrede forundret på de fire snavsede og pjaltede mennesker.
"Dine venner?"
"Ja, mor, og dem skal du tage godt imod. De har hjulpet mig meget!"
"Dav, dronning!" sagde Lajsato lidt beklemt og rørte forsigtigt ved dronningens fine kjole. "Du er da pæn!"

2.  En smuk prinsesse

Om aftenen sad Salino sammen med kongen og dronningen foran den store kamin i spejlsalen. Ilden i kaminen knitrede hyggeligt. Og Salino måtte fortælle historien om kampen med kæmpen Toko om og om igen. Især kongen kunne ikke få nok. Han morede sig over den vældige kæmpe og hans gamper. Og frydede sig, da Salino fortalte, hvordan han og uhyret gjorde en ende på den skrækkelige kæmpes liv.
Og de fulgte spændt med i beretningen om den stakkels indespærrede prinsesse. Og om Asnata, der havde bevogtet gamperne.
"Hvor er hun egentlig?" spurgte Salino.
"Prinsesse Sassi er i bad," svarede dronningen. "Det trængte hun sandelig til - efter den hårde tur."
"Det var ikke hende, jeg mente," sagde Salino. "Hvor er Asnata - og de andre?"
"Nå, dem! De er også ved at blive gjort rene. Der skal sandelig noget til! Men det tager Morina sig af. Så de er i de bedste hænder."
Det måtte Salino give hende ret i. Morina havde bestyret slottets husholdning, så længe han kunne huske tilbage. Det gjorde den lille, runde kone stilfærdigt og upåklageligt. Men også med en myndighed, så de fleste af folkene bævede lidt i hendes nærhed - af angst for at gøre noget forkert.

"Uhh, hvor er det dejligt, du er kommet hjem!" udbrød kongen begejstret. "Og hvor jeg glæder mig!"
"Schh!" kom det fra dronningen.
"Ja, ja. Jeg har jo ikke sagt noget, vel?"
Salino kikkede spørgende på dem. "Hvad glæder du dig til?"
"Nej, ikke noget! Men jeg er bare så stolt af dig, min søn!"
"Jamen, jeg er da også glad for, at det er overstået. Men - "
"Ikke noget 'men'! Det var flot, flot klaret. Sådan er det!"
Salino vidste ikke, hvad han skulle sige. Der var jo meget, de ikke kunne være stolte af! De vidste det bare ikke.
Det var også blevet sent. Så selv om Salino gerne ville have fortalt om folkene i Kratskoven, var det måske bedre at vente til i morgen. Så var de nok mere lydhøre. Og desuden var der stadig så mange ting, Salino ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre ved.
Ikke endnu, i hvert fald.
Salino sagde godnat og rejste sig. Nu skulle det blive godt at ligge i sin egen seng. Lige pludselig følte han sig meget træt. Men lige før han gik ud af spejlsalen, så han, at kongen og dronningen stak hovederne sammen - og hviskede til hinanden.
Nå, det kom åbenbart ikke ham ved.

*****

"Det kommer overhovedet ikke dig ved!" udbrød Anna.
"Jamen, jeg vil jo bare være med. Sådan lidt. Hvis jeg må?" tiggede Michael. Han var kommet ind på Annas værelse.
"Det må du ikke! Og det var rigtig tarveligt af dig at følge efter os," fortsatte Anna.
"Jamen, hvad er det, der er så hemmeligt? Kan du ikke bare sige noget?" Michael skruede hele charmen på. Og smilede sukkersødt til hende.
"Vi laver bare noget til skolen. En historie."
"Åhr, er det ikke andet?" Tydeligt skuffet vendte Michael om og gik ud af værelset.

Ikke andet? Han skulle bare vide, hvad det var for en historie. Den allervigtigste.
Men det var så svært. Især efter at Syne ikke var her mere. Åh, hvor hun savnede Syne.
Gad vide, hvor den var henne nu?
Var den hjemme hos Teresa? Eller havde hun sendt den et andet sted hen? Måske var den i nærheden af slottet?

*****

Da Salino vågnede næste morgen, skinnede solen lige ind til ham i hans store seng. Og udenfor kvidrede fuglene fornøjet. Det lød dejligt.
Han stod op og gik hen til det åbne vindue. Herligt med den friske, kølige morgenluft.
Han tog nogle dybe indåndinger, mens han betragtede byens røde tage. Dernede i gaderne levede folk, som de altid havde gjort. Og det hele så såre fredeligt og trygt ud.
Det forekom ham på én gang uendelig fjernt og uvirkeligt - alt det, han havde oplevet i den sidste tid.
Alligevel vidste han, at ingenting var, som det havde været. Eller som han havde troet, det var. Og at han havde en stor opgave foran sig. En svær opgave, som han kun kunne løse ordentligt sammen med Asnata og Krano og de andre fra Kratskoven.
Asnata! Og Lajsato og Krano og Mali! Hvor mon de var henne? Han måtte finde dem!
Han skulle lige til at lukke vinduet, da en lille fugl kom flyvende forbi, vendte om og landede elegant i det åbne vindue.
"Hør, er det ikke dig? Vi har vist mødt hinanden før!" sagde Salino og rakte forsigtigt hånden frem mod fuglen.
Fuglen kikkede op på ham med hovedet lidt på skrå, med et blik, der på én gang var forundret og en smule spørgende. Så hoppede den op på hans fremstrakte hånd, gnubbede næbbet blidt mod håndfladen og kikkede igen op på ham. Denne gang mere intenst, nærmest indtrængende.
"Jamen, jeg har skam ikke glemt dem, lille ven. Jeg er jo på vej for at finde dem!"
Fuglen rystede sig lidt, blinkede lidt med øjnene - og så lettede den igen og forsvandt lige så pludseligt, som den var kommet.

Da Salino kom ind i den store spisesal, sad kongen, dronningen og Sassi allerede og spiste morgenmad.
De smilede til ham og bød ham tage plads ved bordet.
"Hvor er Asnata?" sagde han utålmodigt.
"Det skal du ikke bekymre dig om," sagde hans mor og blinkede hemmelighedsfuldt til kongen.
"Sæt du dig nu bare her - og nyd den smukke udsigt!" sagde hans far skælmsk - og nikkede hen mod Sassi.
Sassi smilede genert og slog øjnene ned, da han kikkede på hende.
Hun var sandelig forandret! Næsten ikke til at kende. Blændende smuk i den snævre, blå silkekjole. Kinderne blussede, og håret skinnede og var sat nydeligt op med et lille gulddiadem på hendes kønne hoved.
Det var minsandten noget andet end den krøllede tøjbunke, han havde haft med sig på rejsen fra "Landet, der jubler".

"Vi har en overraskelse til dig," sagde hans mor.
"Ja, det kan jeg se," sagde Salino og kunne ikke tage øjnene fra den forandrede Sassi.
"Ja, ja," klukkede kongen. "Men det er nu ikke den smukke prinsesse Sassi, vi mener."
"Hvad er det så?"
"Jamen, det finder du snart ud af, min søn," sagde dronningen og sendte kongen et meget sigende og tilfreds blik. "Det skal jo være en overraskelse!"
"Jeg har nu også en hel masse, jeg skal fortælle jer," sagde Salino.
"Ja, det har du selvfølgelig," sagde kongen og rejste sig. "Men det må vente, til efter - "
Dronningen sendte ham et strengt blik. "Til efter det, du ved nok! Overraskelsen," sagde kongen smilende.
Og så gik han.

Salino så spørgende på sin mor. Men hun rejste sig også bare og forlod spisesalen uden et ord.
Så sad han dér - alene med den smukke Sassi. Som han egentlig slet ikke havde lyst til at snakke med.
Han begyndte at spise det brød, der var sat foran ham. Det smagte godt. Men slet ikke så godt, som det grove brød, han og Krano havde bagt sammen i Kratskoven.
Og han havde heller ikke ret meget appetit. Måske var det, fordi hun sad og stirrede på ham, hende Sassi?
"Har du sovet godt?" spurgte han høfligt.
"Om jeg har! Jeg har sovet vidunderligt! Det var bare så skønt at komme i en rigtig seng! Hvad med dig? Var det ikke dejligt at komme hjem? Efter så lang tid?"
"Joh, måske," sagde han og ønskede, hun ville tie stille.
"Ja, jeg håber ikke, jeg nogensinde bliver udsat for den slags igen," kvidrede hun. "Det var dog ganske forfærdeligt! Og så de mennesker! Tænk, at man kan leve sådan. Min far siger også altid - "
"Sassi!" afbrød han hende. "De mennesker er gode nok! Og det håber jeg sandelig, du snart finder ud af."
"Hm!" fnysede hun fornærmet. "Nå, det synes du? Men jeg skal da heldigvis ikke have mere med dem at gøre! Og i øvrigt siger min far også - "
"Jeg er revnende ligeglad med, hvad din far siger. Og hvis du ikke snart bliver klogere, så - "
Sassi stirrede rystet på ham, da han skubbede stolen tilbage og hastigt forlod den store sal.

3.  Overraskelsen

Slottets gange og sale var mærkværdigt tomme og stille. Og selv om vagterne hilste pænt på ham og ønskede ham velkommen hjem, røbede deres stenansigter absolut intet om, at noget særligt var på færde.
Alligevel følte Salino, at hele slottet var i en spændt, ja, nærmest anspændt venten på, at et eller andet skulle ske.
Han spurgte flere af dem, han mødte, om de vidste, hvor hans gæster var. Men alle så meget undrende ud. Nej, det vidste de sandelig ikke. Han måtte spørge nogle andre.

Morina! Hun måtte da vide det! Det var jo hende, der havde taget sig af dem. Han skyndte sig ned til slottets kæmpestore køkken. Men blev standset venligt, men bestemt af en vagt.
"Prinsen har ikke lov til at komme her i dag," sagde vagten.
"Jamen, det er vigtigt. Jeg skal tale med Morina!"
"Det kan desværre ikke lade sig gøre. Jeg har mine ordrer."
"Så kan jeg vel give dig en ny ordre!" sagde Salino og skubbede til vagten for at gå forbi ham.
Men i det samme kom tre vagter mere til. De spærrede vejen for ham.
"Deres kongelige Højhed kan ikke komme ind i køkkenet!" sagde overvagtmesteren, som var en af de tre. "Vi har fået strenge ordrer fra majestæterne. Det drejer sig om en overraskelse til Deres kongelige Højhed. Beklager!"
Salino vendte irriteret om og fortsatte sin søgen i slottets mange gange.

På kabinetsgangen ramlede han ind i hofmarskallen, som kom busende ud af et af kabinetslokalerne.
"Det må De sandelig meget undskylde, Deres Højhed," smiskede hofmarskallen og bukkede dybt for Salino. "Det skal ikke ske igen. Jeg er forfærdelig ked af det."
"Ja, ja, hr. hofmarskal, det gør ikke noget. Men kunne du ikke fortælle mig, hvor mine gæster er henne."
Det gibbede i hofmarskallen, da prinsen sagde "du" til ham.
Men Salino fortsatte bare: "Jeg har snart spurgt alt og alle. Men der er åbenbart ingen, der ved noget som helst!"
Hofmarskallen vidste ikke, hvad ben han skulle stå på. Han vred og drejede sig, som om nogen holdt fast i ham, mens han gned sine fine hofmarskalhænder ihærdigt og febrilsk.
"Næh, beklager, Deres Højhed. Det ved jeg desværre ikke noget om. Den slags hører ikke under mig. Nej, det gør det ikke. Deres Højhed må nok spørge hr. Geheimeråden. Eller måske dronningen? Har Deres Højhed spurgt Hendes kongelige Højhed, Deres fru moder? Hvis Deres Højhed ønsker det, kan jeg sende Deres fru moder en forespørgsel?"
"Glem det!" sagde Salino koldt og gik videre.

Og så med ét var det, som om alle salene, alle gangene, alle slotsgårdene blev til ét stort kæmpeorkester, der på samme tid satte i med den festligste musik.
Dørene til de store festsale gik op. Og derinde funklede og skinnede det af nypudset sølv og guld. Alle lysekroner var tændt, og der duftede lifligt af alverdens lækkerier. Alle vegne vimsede tjenere rundt med kæmpe frugtkurve og blomster og vinbowle og store fade, fyldt med sære, kunstfærdige anretninger.

Salino stod som forstenet midt i det hele.
Og han bemærkede dårligt nok, at hans mor pludselig stod ved siden af ham.
"Ja, det er til ære for dig!" sagde hun lavmælt og kikkede spændt på ham.
"Er det?" sagde han bare. Som om han ikke rigtigt havde forstået, hvad hun sagde.
Hun førte ham blidt, men bestemt hen til endnu en åben fløjdør. Der lød en pompøs fanfare, da han trådte ind i den største af salene. Og derinde var propfuldt af festklædte mennesker, der klappede taktfast, da han trådte ind.
Det var alle de vigtige og betydningsfulde mennesker i kongeriget, der var samlet her, kunne han se.
Han bukkede høfligt og hilste pænt på de mange, der stod opstillede i lange rækker for at hylde ham.
For enden af salen sad hans far, kongen, på sin tronstol og bød ham tage plads ved sin side. Hans mor satte sig på den anden side af ham.
Da klapsalverne ebbede ud, satte hoforkestret i med en hofmelodi, komponeret til lejligheden. Og slotskoret sang hyldestssangen til prins Salinos ære.

"Hvor er de?" spurgte han sin mor.
"Hvem, min ven?"
"Asnata, Mali, Krano og Lajsato! Hvor er de henne? Jeg har spurgt alle vegne."
"De kommer, Salino. De kommer! Nyd nu bare festen, min søn! Det har du fortjent!"
Da orkestret lidt efter spillede op til dans, gik de store fløjdøre op igen. Og ind trådte en betagende smuk, ung kvinde, klædt i den smukkeste robe, han nogensinde havde set.
"Asnata!" gispede han stille og rejste sig jublende glad for at gå hende i møde. Så var det derfor, han ikke havde kunnet få at vide, hvor hun var. De havde gemt hende - og pyntet hende - for at glæde og overraske ham ved festen.
Men - da han havde taget de første skridt ned ad gulvet, standsede han. Det var ikke hende! Det var prinsesse Sassi, der strålende og smilende skred op imod ham og tog pusten fra alle i salen.

Han var nødt til at danse med hende. Bare en enkelt dans. Fordi det forventedes af ham. Men så ville han heller ikke mere.
Snart efter hvirvledes han rundt i salen af den inciterende musik - med Sassi i armene. Og menneskene omkring dem blev til flygtige skygger, der svævede rundt uden om dem. Sassi var fortryllende smuk og dansede fantastisk. Besnærende lod hun ham føre sig rundt og rundt, mens hun smilede og hengav sig til dansen.
Dans efter dans, kun afbrudt af små pauser, hvor tjenerne skænkede perlende vin til dem i høje, slanke glas.
Mens han stod sådan, med et fyldt glas i den ene hånd og Sassi i den anden, kom en eller anden lille, klodset person forbi og skubbede til ham, så glasset røg på gulvet og splintredes i tusinde stykker.
"Åh, undskyld!" sagde hun, den lille kone - og smilede til ham gennem mængden, inden hun forsvandt.
_ _ _ _ _ _

< - - Tilbage.                                                                              Klik her for at læse anmeldelser af bogen.