1. bind af serien "Vikingeblod "
af Marianne Slot

Illustreret af Pia Falck Pape

1. Flugten

"Løb, Hauge! Løb - alt hvad du kan!" råber Styrbjørn.
Hauge hører pludselig kun faderens stemme. Den overdøver skrigene, sværdenes skarpe smæld mod hinanden og den buldrende ild fra de brændende huse.
I et kort glimt ser Hauge rædslen i Styrbjørn øjne - og forstår, hvad han mener.                                          
Det er ikke en bøn, - Hauge har ikke noget valg!
                                                                
I ly af røgen og forvirringen forsvinder Hauge ud af byen. Væk fra de hærgende fjender. Han mærker ikke jorden under sig, da han løber. Og han ser ikke træerne, buskene og de vandløb, han passerer.
En stor gren rammer ham pludselig i hovedet. Der bliver stille og mørkt omkring ham.

Hauge kommer til sig selv, da der er noget, der kilder ham i panden.
"Gå væk! Lad vær'!" mumler han fortumlet.
Han vifter irriteret med hånden, men det bliver ved. Da han åbner øjnene, kommer han til at smile. Det er bare nogle små, nyudsprungne blade på den gren, der væltede ham.
Men i det samme forsvinder smilet.

2. Forårsfesten

Det var ellers sådan en god forårsfest!
Der var kommet en del fremmede til byen. Handelsfolk, der kom for at sælge og købe. Men også slægtninge fra de gårde, der lå nogle dagsrejser væk. De kunne ikke komme til byen i den lange, strenge vinter. Nu kom de rejsende til. Sammen med tøbruddet. De fleste havde medbragt forskellige varer, de ville sælge. Eller noget, de ville bytte til ting, de ikke selv kunne lave. Men andre kom mest for at deltage i forårsfesten.
Hauge syntes, det var spændende at gå rundt og kikke på de mange boder.
Der var mange ting, han kendte: Skind og trætøj, lerting og kar af klæbersten. Men især var det spændende at kikke på de fine ting fra fjerne lande: Farvede glas i mange forskellige former og store ruller med stof i stærke farver.

Men i år var der også kommet nogle andre fremmede:
To mænd, klædt i underlige, lange brune dragter. De var kommet gående. De havde en lang vandrestav og en vadsæk hver. Ikke andet.
Den ældste kaldte sig Peter. Han sagde, han var gudens udsending. En gud, Hauge ikke havde hørt om før. Han troede ellers, han kendte dem allesammen. Men denne her gud var vist lidt mærkelig. Det syntes hans far, Styrbjørn, åbenbart også. For han var kommet op at skændes med Peter.
"Guds straf vil komme over dig, Styrbjørn!" sagde Peter.
Styrbjørn hånede ham: "Jeg har da heldigvis flere guder at ty til! Skulle der måske kun være én gud? Det er det, du siger, ikke? Sådan noget vrøvl! Mage til sludder har jeg da aldrig før hørt!"
Kort efter fik Peter travlt med at lede efter sin unge medhjælper, Hannibal. Mærkeligt navn, syntes Hauge. Men de kom jo også begge to fra et fremmed land - langt væk på den anden side af det store hav.

Gudens straf?
Peter kunne da ikke vide, at Håkon Gilmarssøn ville angribe dem?
Håkon bor længere nordpå. Men af en eller anden grund havde der altid været fjendskab mellem de to slægter. Der er ingen, der længere kan huske hvorfor. Eller hvordan det engang begyndte.

3.  Hannibal

Da mørket var faldet på, gik bægrene rundt. Den kraftige mjød gjorde mændene højrøstede og hidsige. Og rundt om i mørket var der mærkelige lyde og underlig uro. På det tidspunkt gik Hauge lidt væk fra husene. Og så var det, han næsten faldt over den unge Hannibal, som var sammen med en af de unge piger!
Pigen styrtede væk. Men den forfjamskede Hannibal begyndte at snakke med Hauge.
Han fortalte om deres lange rejse. Og om livet sammen med den strenge Peter, som han kaldte "mester" og "præsten".
Hauge spurgte Hannibal, hvor gammel han var. Hannibal sagde, at han var 18 år. Han havde været sammen med Peter i to år. Han fortalte også om den nye gud. Den gud, som de var kommet hertil for at få folk til at tro på. De havde lært sig det fremmede sprog for at kunne tale med folk.
Det var svært, sagde Hannibal. Men Hauge kunne godt lide den sjove, syngende måde, Hannibal talte hans sprog på.
Hannibal viste ham også det mærkelige kors, han bar inde under sin dragt: Skinnende blankt og med fine, sirlige udskæringer.

Hauge fortalte Hannibal lidt om sine guder. Hannibal lyttede, stillede spørgsmål - og talte slet ikke om nogen straf.
Senere gik de sammen tilbage til husene. Festen var ved at ebbe ud. Og stilheden var begyndt at sænke sig over byen.
Indtil.....

4. En fremmed i natten

Hauge rejser sig - fortumlet og ør i hovedet.
Han MÅ tilbage. Han MÅ finde sin far og mor. Måske er Håkon besejret og sendt på flugt? Ja, sådan er det nok.
Det varer nok ikke så længe, før Styrbjørn vil tage ham med på en af sine rejser.
"Til sommer - når du er blevet 13 år gammel. Så er du stor nok til at komme med, Hauge". Sådan sagde Styrbjørn til ham, da det endnu var koldt og mørkt. Det var, da de fik de lange aftener til at gå med at fortælle om deres rejser ud i verden:
I det blafrende skær fra ildstedet drømte Hauge sig med til fjerne lande. Til store byer og myldrende markedspladser. Han kunne næsten fare vild i den støjende trængsel. Han kunne fornemme duften af sære krydderier. Og se sig selv klædt på i en kofte af det fineste, bløde, blanke stof.
Og han klamrede sig til rælingen på skibet i hårdt vejr på det oprørte hav.

Hauge maser sig gennem noget tæt buskads.
Nu kan det ikke gå hurtigt nok med at komme tilbage!
Pludselig stivner han! Foran sig i mørket aner han omridset af en, der sidder foroverbøjet på en stor sten.

Er det en af fjenderne, der sidder på lur?
Eller er det en, der er død? Så stille som han sidder? Hauge tør næsten ikke trække vejret. Hjertet hamrer så voldsomt i brystet på ham, at det gør ondt.
Da den døde pludselig rører på sig, svimler det for ham. Han snubler, griber ud efter nogle grene og havner inde i en busk.

5. Hvad er der sket?

"Er det dig, Hauge?"
Stemmen virker bekendt og alligevel fremmed og underligt grødet.
"Du skal ikke være bange. Det er bare mig - Hannibal."

De sidder længe på stenen. Det er stadig mørkt. Men mørket er langsomt ved af blive fortrængt af det svage morgenlys. Foran dem ligger det vældige hav, stille og blankt. Bagved dem kan de ane kanten af fjeldene. De står sorte mod den svagt rødmende himmel. Og rundt om dem bølger røgen.

RØGEN!
Lugten af noget, der brænder, trænger sig pludselig ind på Hauge og får ham til at ryste. Han kan mærke, at Hannibal også ryster lidt. Men i det samme bliver han klar over, at Hannibal græder. Stille og inderligt.

"Jeg må finde min far og mor," siger Hauge og vil rejse sig og gå. Han ved ikke, hvad han ellers skal sige. Og han kan ikke lide, at Hannibal er ked af det.
Men Hannibal holder på ham og prøver at sige noget.
Det bliver kun til en utydelig mumlen.
"Min far - " begynder Hauge.
"Hauge, din far - din far - er - er død."

Ordene er fjerne, tomme, uvirkelige....
De giver ikke mening. Hauge kan ikke forstå dem, - vil ikke!
"Det passer ikke! Du lyver! Du lyver!" Han råber til Hannibal. Hamrer sine knyttede hænder ind i Hannibals bryst. Råber og slår. Råber og slår.
"Du lyver! Du lyver! Det passer ikke! Giv slip! Jeg vil finde ham!"
Hauge vrider og drejer sig. Men den anden giver ikke slip.

Da gråden kommer, holder Hannibal stadig om ham.
Ikke hårdt - som før - men varmt og trøstende.
Trykker ham ind til sig og lader ham græde.

6. Dødens by

Det er blevet helt lyst, da de to begiver sig ind i byen. Få  timer før var den en fredeligt halvsovende by. Nu er det svært at se ret meget. Fordi røgen ligger tykt over det hele. Og det svier i øjnene. Men de hører lydene fra den hærgede by:
Knitrende syden fra brændende huse. Klagende stønnen fra sårede. Utrøstelig gråd fra ulykkelige børn.
Med Hannibals arm om sine skuldre lader Hauge sig føre forbi de fortvivlede, der rækker ud efter dem.
Stanken af blod, lort og brændt kød får mavesaften til at stå op i halsen.
Men hans ben fortsætter med at gå - næsten af sig selv.
_ _ _ _ _ _ 

< - - Tilbage.                                                                             Klik her for at læse anmeldelser af bogen.