3. bind af serien "Vikingeblod "
af Marianne Slot

Illustreret af Pia Falck Pape

1.  Jagtbyttet

Hauge spænder sin bue og sigter på det store rådyr. Den iskolde luft får hans heftige åndedrag til at stå som små røgskyer ud af munden. Det dyr må ikke slippe fra dem. Endelig skal de have noget ordentligt kød. Selv ved juleblótet for nylig kunne de kun ofre en ged til guderne. Vinterforrådet er sluppet op alt for tidligt. Men der var heller ikke ordentlig styr på det ved efterårsslagtningerne.
Hauge sigter på dyrets skulder, holder vejret - og slipper pilen. Men netop da springer det skræmte dyr af sted. Med pilen siddende i det ene bagben.
"Det er ramt! Efter det!" råber Hauge til de andre.
Det sårede rådyr styrter ind mellem træerne. Med en hale af jægere og hunde efter sig. Det er nemt at følge dets spor i den dybe, bløde sne.

Hauge bliver stående et øjeblik. Der er noget bekendt ved stedet. De ret høje træer - og de ujævne, stejle klipper. Og så den måde, råbene fra de jagende mænd kastes frem og tilbage mellem klippesiderne.
Han har været her før. Men hvornår? Det må være meget længe siden.

Mændenes råb har fortonet sig i tykningen. Og langsomt trænger en anden lyd sig ind på ham: En mærkelig, gryntende stønnen. Som fra et såret dyr. Men det kan da ikke være rådyret. Det løb jo den anden vej.
Forsigtigt går han efter lyden. Pludselig står han i en lang, smal klippespalte, der fortsætter ind i bjerget.
Klippespalten. En, der nynnede....
Det var jo dengang, han fandt sin mor. Dengang - for syv år siden, da hans far var død i kampen mod Håkon. Det var her, han fandt hende. Hun var slet ikke sig selv. Men det blev hun heldigvis hurtigt. Takket være Hannibal - og hans urter.

2.  Åsa 

Det er fire år siden, han sidst har set Hannibal. Det var dengang, han forklædt som handelsmand forlod byen i et af de fremmede skibe. Ellers ville Sven have slået ham ihjel. Han troede jo, at Hannibal havde forrådt dem. Selv om det var den anden munk, Peter, som røbede deres plan for Håkon. Hauge smiler ved tanken om, hvordan Håkon havde kappet Peters hoved af. Det kunne han ellers godt selv have tænkt sig at gøre! Men den sag ordnede hans værste fjende altså for ham!
Kort tid efter giftede hans mor sig med Sven. Hun havde brug for en mand, sagde folk.

En måneds tid efter den store bryllupsfest, oplevede Hauge noget mærkeligt: Han var gået op til Lauge Langsyn på udkikspladsen. Deroppefra så han sin mor komme op til gravhøjen. Hun var helt alene. Ikke engang en trællekvinde havde hun med sig. Hauge gik ned for at tale med hende. Men hun så ham ikke. Hun sad foroverbøjet helt henne ved Styrbjørns grav. Hauge kunne ikke undgå at høre, hvad hun sagde:
"Vi havde et godt liv sammen, Styrbjørn. Du var en god høvding. Og en god far for Hauge. Jeg er sikker på, at du ville have oplært ham til at følge efter dig. Hvis du ikke var blevet slået ihjel af Håkon." Åsa trak vejret tungt. Så fortsatte hun: "Jeg håber, du forstår, at jeg blev nødt til at gifte mig med din bror. Sven har hjulpet os meget. Især da vi skulle bygge byen op igen. Det var naturligt, at han blev høvding. Når nu Hauge ikke var så gammel. Sven er en dygtig handelsmand, siger de. Og god til at finde vej over havet. Men han er hård ved folkene. Og han er ikke ret god til at styre sagerne herhjemme."

Åsa rettede sig lidt op. Så op over gravhøjen et øjeblik. Og hen på den store mindesten med runerne. Dem, Lauge har lavet. "Hauge satte denne sten over Styrbjørn sin far." Det betyder runerne, sagde Lauge, da han stolt viste stenen frem.

Åsa fortsatte lavmælt:
"Jeg har lært meget af dig, Styrbjørn. Derfor kan jeg måske også hjælpe Sven til at blive en bedre høvding. Det er derfor, jeg har giftet mig med ham. Nu ved du det, Styrbjørn."
Hun lagde begge hænder på selve gravhøjen. Så hviskede hun noget, Hauge ikke kunne høre. Men han blev meget overrasket, da hun et øjeblik efter rejste sig. Hun vendte sig om og kikkede direkte på ham. Så sagde hun: "Nu ved du det også, Hauge!" Derpå vendte hun sig og gik.

3. Lyde i fjeldet
 
Der er blevet stille. Den underlige grynten er holdt op. Måske var det bare noget, han troede, han hørte. Hauge har ikke lyst til at gå længere ind i mørket. Så han vender sig for at gå tilbage og finde de andre jægere.
I det øjeblik hører han igen noget. Ikke en grynten eller stønnen. Men én, der trækker vejret, langsomt og udmattet. Det lyder ikke som et dyr.
"Hvem dér?" spørger han ind i mørket. Men ingen svarer. Han går langsomt nærmere. Med hånden fast knuget om kniven, hvis nu -
Inde i mørket stirrer et par vidt opspilede, rædselsslagne øjne på ham.
"Astrid!" udbryder han forbløffet, da han genkender den stumme trællepige. "Hvad laver du dog her?"
I det samme får han øje på den lille bitte livløse krop, der ligger ved siden af pigen.
_ _ _ _ _ _

< - - Tilbage.                                                                              Klik her for at læse anmeldelser af bogen.