af Marianne Slot
Illustreret af Pia Falck Pape
1. En gave fra guderne
Den ligger lige foran ham i sandet og skinner!
Stor, solgul og blankslebet af sand og sten i det hav, den har rejst i. Om nogle timer vil højvandet igen dække den lille sandstrand. Og den store ravklump ville være ført væk af havet.
Hauge bukker sig ned og tager ravklumpen op. Vender og drejer den varsomt. Den funkler i sollyset!
Det må være en gave fra guderne!
Aldrig før har han set sådan en klump rav. Så stor og så smuk! I tidens løb har han set mange små klumper i handels-mændenes boder. Han havde også købt en ravkæde til sin mor. Men den var dyr. Han måtte give flere gode skind til den handelsrejsende for at bytte sig til den.
Men denne her! Den er noget ganske særligt.
Den er der ingen andre, der skal se. Ikke lige nu - i hvert fald. Og slet ikke Sven, hans farbror. Men han er heldigvis heller ikke hjemme lige nu. Selv om dte nok ikke varer så længe, før de kommer hjem.
"Hauge! Hauge! Hvor er du?" Det er Torleif, Lauge Langsyns lillebror, der leder efter ham. Hauge skynder sig at komme ravklumpen ned i den lille skindpung, han har under sin kofte.
"Nå, dér er du!" Torleifs runde, rødhårede hoved oppe fra klipperne over den lille sandstrand. "Lauge siger, at du skal komme op til ham. Der er vist noget, han vil vise dig, tror jeg." Torleif har lagt sig på maven på klippen.
"Hvad laver du?" spørger han nysgerrigt.
"Ikke noget særligt!" siger Hauge og kravler op til ham.
2. Ved gravhøjen
"Hvornår tror du, de kommer hjem, - skibene altså?" spørger Torleif, da de er på vej op ad fjeldet.
"Det ved jeg ikke," siger Hauge. "Men det varer nok ikke så længe nu. Det er jo snart efterår." Han peger på de gulnede blade på de lave pilebuske.
Lidt efter stopper Hauge. De er kommet op til gravhøjen.
"Nåh, ja," siger Torleif og kikker op på Hauge. "Det er jo din far, der ligger dér. Hvor længe er det egentlig siden, Hauge?"
"Det er tre år og en sommer siden nu," siger Hauge stille. Minderne fra dengang fylder ham med sorg og ubehag.
"Er din far taget til Valhal? spørger Torleif.
"Ja, det er jeg sikker på. Han har været der meget længe. Men engang imellem er hans ånd her. Det kan jeg mærke. Og det er nu rart!" Hauge taler mere til sig selv end til Torleif. Men så spørger han: "Hvor gammel er du nu, Torleif?
"Jeg er otte," svarer han. "Så jeg kan ikke huske så meget af det. Kun at det var meget uhyggeligt. Og at husene brændte. Bare ikke vores, heldigvis." Torleif har vendt sig og kikker ud over byen.
"Det er da godt, den er blevet så pæn nu," siger han så.
Ja, den er blevet pæn. Og større end den var før. De nye tages græstørv lyser op i solskinnet.
Hauge kan se lige ned til deres eget hus. Det har Sven hjulpet dem med at bygge. Det er lidt større end det gamle. Og der er også mere plads udenom det. Deres grund går ud til den træbelagte vej til den ene side. Til den anden støder den op til den lille fos. Også fossen er blevet beklædt med træ på siderne. Så kan de nemmere styre den, når vandmasserne om foråret kommer brusende opppe fra fjeldet.
De går op ad den smalle sti bagved gravhøjen. Torleif hopper og småløber af sted - et stykke foran Hauge. Pludselig stopper han.
"Se, Hauge! Se den blomst!" Han peger på en ganske lille plante, der vokser i en revne i klippen.
"Hvad er der med den?" spørger Hauge.
"Det er en af dem, Astrid plejer at samle sammen."
"Astrid?" spørger Hauge forundret. Han har ikke set så meget til den stumme trællepige. Efter gravlæggelsen forærede hans mor hende til Sigrid, Lauge og Torleifs mor.
"Ja, det vidste du måske ikke?" Torleif fryder sig. Han ved noget, Hauge ikke ved.
"Astrid samler mange planter og tørrer dem. Min mor siger, hun har lært det af ham dér den mærkelige mand. Ham, der var her dengang, - dengang det skete, du ved! Han havde sådan et mærkeligt navn."
"Hvem snakker du om?" spørger Hauge.
"Jo, ham, du ved, der var sammen med den dumme. Han var en slags troldmand - eller s¨ådan noget."
"Nåh, - er det Hannibal, du mener?"
"Ja! Det var det, han hed!" udbryder Torleif glad. "Der var vist mange, der ikke kunne lide dem. Men min mor siger, at ham Hannibal - han var god nok! Og i hvert fald er Astrid blevet ret god til det med planterne. Sidste gang, jeg havde ondt i halsen, fik hun det væk. Min mor sagde, at det var en trylledrik. Men det sagde hun bare for at få mig til at drikke det."
Torleif fortsætter med at småsnakke. Men Hauge hører ikke efter. Hvor mon Hannibal er nu? Han tænker tit på ham. Mon han stadig er sammen med munken Peter? Han lovede også at komme tilbage. Men det var måske bare noget, han sagde?
_ _ _ _ _ _
< - - Tilbage. Klik her for at læse anmeldelser af bogen.